Spritbilist taget to gange på under en time

En kun 19-årig mand blev natten til lørdag anholdt for spritkørsel hele to gange.

Den 19-årige, der er fra Hørning, blev første gang stoppet af politiet i Horsens ved femtiden lørdag morgen.

Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og fik konfiskeret sin bilnøgle.

Efter han havde afgivet en blodprøve, der skal fastslå den nøjagtige promille, blev han løsladt.

Anholdt igen

Men manden må have haft en ekstra bilnøgle, for der gik mindre end en time, før han igen blev standset af politiet, der nu for anden gang samme nat kunne anholde ham for spirituskørsel.

Det betød, at den 19-årige skulle have udtaget endnu en blodprøve.