TV der bevæger dig

Sprudlende sønderjyder sejrer over Esbjerg

Sønderjyske var i strålende spillehumør og storsejrede 3-0 hjemme over Esbjerg, som fortsat ikke har fået et eneste point i Superligaen efter tre kampe.

Sønderjyske er forud for denne sæson regnet blandt nedrykningsfavoritterne, men akkurat som i de to foregående sæsoner, så gør klubben alt for at gøre spådommene til skamme.

Lørdag storsejrede et sprudlende Sønderjyske-mandskab med 3-0 over Esbjerg og klatrer midlertidigt helt op på tredjepladsen i Superligaen med seks point.

Esbjerg har derimod tabt de første tre kampe i sæsonen og er nu placeret på ligaens sidsteplads.

Sønderjyskes midtbanespiller Henrik Bødker åbnede scoringsfesten efter 18 minutter med et flot langskud lige uden for feltet. Islændingen Olafur Skulason steg til vejrs kort før pausen og blev noteret for hjemmeholdets anden scoring.

Og da angriber Kenneth Fabricius øgede til 3-0 få minutter senere var kampen i realiteten allerede afgjort.
I anden halvleg forsvarede sønderjyderne sig godt, og Esbjerg havde slet ikke de offensive kvaliteter, der skal til for at bryde igennem et kompakt forsvar.

Tættest på en reducering var Esbjergs Tim Janssen, Arnór Smárason og Søren Rieks, men alle tre manglede den sidste skarphed foran mål.

Sønderjyske, som i både sidste og forrige sæson sikrede sig overlevelse, ser ud til at være endnu bedre rustet til den opgave i denne sæson. De solide sønderjyder, som i sidste spillerunde vandt ude over FC Nordsjælland, spiller klogt og bruger dygtigt de fysiske og taktiske våben, som holdet besidder.

Esbjerg skal omvendt finde frem til et spilkoncept, som er bæredygtigt til at skaffe holdet nogle tiltrængte point, for ellers kan det ende med, at vestjyderne skal kæmpe en hård og langvarig kamp for at komme væk fra bunden, hvor de er solidt plantet i øjeblikket.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden