SSP advarer: Ny krænkende sexfilm i omløb

SSP i Sønderborg advarer nu skolerne om, at der er en ny, krænkende sexvideo i omløb mellem kommunens unge.

SSP, der er et samarbejde mellem skoler, politi og socialforvaltningen, har skrevet ud til flere skoler og advaret om, at der angiveligt er en ny, krænkende video i omløb. Det skriver JyskeVestkysten i dag.

Advarslen kommer i kølvandet på sidste uges omfattende anmeldelse af mere end 1000 unge for at dele krænkende materiale. Nu advares skolerne om, at en ny er på vej.

- Vi ved ikke ret meget konkret, men benytter lejligheden til at sige, at man skal tænke sig om, når man deler ting på nettet. Man skal tænke på, at det, man deler, vil ens børn og børnebørn kunne se om mange år, siger Ole Nordentoft Rasmussen, der er leder af Sønderborg Ungdomsskole og leder af SSP, til TVSYD.

Skolerne er blevet bedt om at give advarslerne videre til forældrene med en opfordring til at tale med deres børn om deres gøren og laden på nettet. 

- Unge mennesker vil altid søge et voksenfrit rum. I gamle dage gjorde de det på gaden, men i dag er det på internettet. Alligevel er det vigtigt at tale om det, siger Ole Nordentoft Rasmussen.