Skulpturen er fra 1939 og er lavet af Erling Frederiksen. Da rådhuset blev solgt til ETU Forsikring, overtog forsikringen skulpturen og har taget vare på hende.
- I Kultur- og Fritidsudvalget er vi rigtig glade for den nye placering af Stående Kvinde. Den centrale placering i byens midte betyder, at borgerne får glæde af kunsten og samtidig kan sidde på de nye bænke og følge med i byens pulserende liv, siger formand for udvalget Tim Wulff.
Det nye ståsted bliver hjørnet af Østergade og Hærvejen. Placeringen har været drøftet i mange år.
- Man drøftede i sin tid, da kommunen havde solgt rådhuset i Rødekro, hvilken placering der var bedst for borgerne, og Kulturelt Samråd foreslog en mere synlig placering, fortæller Jørn Gam, der tidligere var formand for Kulturelt Samråd.
- Statens Kunstfond, der i sin tid skænkede skulpturen til Rødekro Kommune, har været med til at udvælge den nye placering, siger formand for Billedkunstrådet Elisabeth Hertzum. I samarbejde med ETU er det nu lykkedes at skabe et godt fodfæste til Stående Kvinde, som fremover kommer til at stå der, hvor borgerne færdes.