Se debatten her: Stadig uenighed om vildsvinehegn

TV SYD sendte klokken 13.30 ti minutters live-debat fra Folketingets åbning. I selskab med syv lokale politikere blev vildsvinehegnet debatteret – og der var uenighed.

Hegnet kommer op. Det er blevet vedtaget. Det er dog ikke ens betydende med, at alle folketingsmedlemmer er enige i næste års opførelse af hegn, der skal forhindre vildsvin i at komme på besøg i Danmark.

Vildsvinehegn med huller – stadig en god idé

Der er reserveret cirka 80 millioner til det omdiskuterede vildsvinehegn, der skal holde svinepest ude af Danmark. Penge der er godt givet ud for at opretholde det danske eksportmarked, mener minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, Eva Kjer Hansen:

- Vi skal simpelthen undgå, at vi får svinepesten til Danmark, og der er vi nødt til at gøre, hvad vi overhovedet kan, siger hun under livedebatten med TV SYD.

Henrik Dahl (LA) og formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, erklærer sig enige med ministeren. Også Henrik Dam Kristensen (S) mener hegnet er en god idé, også selvom hegnet vil have åbninger til transport og andre vilde dyr, som vildsvinene også vil kunne benytte.

- Det her skal ses som et led i mange led for at beskytte vores eksportinteresse, og jeg vil bare sige, at det område vi kommer fra, så er det altså rigtig mange arbejdspladser der står på spil her, siger den tidligere fødevareminister.

70 kilometers symbolpolitik

Det er dog ikke alle i dagens panel, der synes, at det 70 kilometer lange grænse-hegn med åbninger er så effektivt, at det er en god idé.

- Det er jo ren symbolpolitik (markerer blot en ideologisk holdning, red.). (…) Det hjælper ikke på det, man påstår det skal hjælpe imod. Vildsvin de skal nok finde vej igennem de passager, der er, udtaler Henning Hyllested (EL).

Lotte Rod fra Det Radikale Venstre kalder også hegnet for symbolpolitik og en tåbelig beslutning.

Hos nej-politikkerne blev bekymringen om de andre vilde dyr også taget op som argument mod hegnet.

- I virkeligheden er det værste jo, at resten af den vilde natur, det vilde dyreliv, ikke får mulighed for at passere frit, og det er faktisk rigtig alvorligt, siger Josephine Fock (AL).

Se hele live-debatten, hvor politikerne også når at vende højspændingsmasterne, her:

 
Video: Chris Birkekær Pedersen, TV SYD