Stæreflok slog sig ned i sneklædt have

En stor flok stære slog sig ned i en have i Tobøl i Sønderjylland søndag eftermiddag. Maria Sarine Strandgaard Pedersen nåede et tage en række billeder af dem.

- Jeg synes ellers, at jeg har hørt, at de trækker sydpå om vinteren, men det har denne flok måske ikke hørt om, skriver Maria Sarine Standgaard Pedersen til TV SYD.

Stærene samler sig normalt i september i store flokke, inden de søger græsgange længere sydpå. Det er bl.a. her fænomenet Sort Sol opstår i Vadehavet.

Siden 1976 er bestanden af stære i Danmark halveret.

Maria Sarine Strandgaard Pedersen noterer mandag formiddag, at stæreflokken er vendt tilbage og sidder på den sneklædte græsplæne igen.

Stæren kan af og til overvintre i Danmark. Så synet i haven i Tobøl er ikke så usædvanligt, siger de hos DOF (Dansk Ornitologisk Forening) til TV SYD.

Stæren er den af vore trækfugle, som trækker mest vestligt. De søger ofte mod Sydengland eller Nordfrankrig om vinteren. Hvis der kommer for meget sne og is i Danmark.

Stæren er den fugleart, som trækker senest - og som kommer tidligst om foråret.