Stafet for livet på Ølgod Stadion

Over 1.000 deltagere var lørdag med til at løbe, gå og lunte i Ølgod. Alt sammen for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Hele weekenden bliver der løbet på Ølgod Stadion.

Kræft er en alvorlig ting. Mange er ramt af det. Så jeg synes, det er rigtig godt, hvis de kan komme videre med bekæmpelsen af sygdommen.

Samtidig er der masser af aktiviteter for hele familien. Alt fra kroket, solnedgangsyoga, over besøg i en brandbil til banko.

- Vi holder stafet for livet, fordi hver tredje dansker bliver ramt af kræft. Når man i lokalområdet kan inddrage både almindelige folk og de lokale virksomheder, så giver det et godt match, siger tovholder Katrine Vinther til TV SYD.

Hele formålet er at støtte kampen mod kræft.

- Jeg synes, at det er en god sag at støtte. Det er et godt arrangement, så jeg har været med hvert år, siger deltager i Stafet For Livet, Jørn Gravesen, til TV SYD.

Sidste år blev der samlet 277.000 kroner ind. Så både arrangører og deltagere håber på, at beløbet bliver højere i år.

- Kræft er en alvorlig ting. Mange er ramt af det. Så jeg synes, det er rigtig godt, hvis de kan komme videre med bekæmpelsen af sygdommen, slutter Jørn Gravesen.

Aktiviteterne og løbene fortsætter søndag formiddag med fælles afslutning klokken 10.50.