Stamceller: En livgivende væske dybt inde i knoglerne

Stamceller kan være en vigtig del i behandlingen af kræft.

Få en anden persons immunforsvar. Det er målet, når en patient får stamceller fra en donor. Det kan være en livsnødvendig del af behandlingen af blandt andet leukæmi. En af de patienter, der har haft gavn af stamcelletransplantation mod leukæmi er 17-årige Bjørk Ellegaard, der fik stamceller fra en mandlig tysk donor.

- Han har jo været med til at give mig en ny chance i livet, siger Bjørk Ellegaard, der i dag er rask.

Få svar på alle dine spørgsmål om stamcelletransplantation herunder.

Hvad er stamceller?

Stamcellerne er celler, man finder i knoglemarven, der sidder i knoglernes hulrum. Herfra deles stamcellerne, og de udvikler sig til røde blodlegemer, der transporterer ilt gennem blodet, hvide blodlegemer, der har at gøre med immunforsvaret, og blodplader, der sørger for, at blodet kan størkne. Det skriver Kræftens Bekæmpelse på sin hjemmeside.

Hvad er stamcelletransplantation?

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er stamcelletransplantation et led i behandlingen af forskellige typer cancer. Her transplanterer man stamcellerne fra en donor. Stamceller kan også transplanteres fra patienten selv, før vedkommende modtager kemobehandling.

Hvordan høster og overfører man stamceller?

Kræftens Bekæmpelse skriver på deres hjemmeside, at når man skal høste en portion stamceller, kan det gøres på en af to måder.

Den første metode er ved, at donor får en knoglemarvs-vækstfaktor gennem nogle indsprøjtninger. Vækstfaktoren gør, at donor producerer ekstra stamceller, der løsriver sig fra hoftekammen og går ud i blodet. Når stamcellerne er i blodet, kan man høste dem fra en maskine. Maskinen fungerer således, at donor får en kanyle i hver arm, hvorefter maskinen tager imod donors blod fra den ene kanyle. Når maskinen har taget imod blodet, høster maskinen stamcellerne og overfører blodet tilbage til donor gennem den anden kanyle.

Ved den anden metode henter man stamcellerne direkte fra knoglemarven. Der foregår ved, at man under fuld bedøvelse får prikket små huller nederst på ryggen med en kanyle. Herefter kan en læge høste stamcellerne blandet med blodet.

Hvem har brug for stamceller?

Stamcelletransplantationen bruges til patienter med forskellige typer kræft. De bruges typisk i behandlingen af leukæmi, der er kræft i blodet, knoglemarvskræft og lymfekræft. Det skriver Kræftens Bekæmpelse.

Hvornår er der brug for stamceller?

Stamcelletransplantationer bruges som led i behandlingen af kræft. Man bruger dem i to tilfælde. Man kan først og fremmest bruge behandlingsformen, hvis patienten skal have intensiv kemoterapi, og man ikke vil skade knoglemarven. Her tager lægen noget af patientens egen knoglemarv og fryser den ned. Når patienten har fået kemobehandling, og kemoen er ude af kroppen, tøes stamcellerne op, hvorefter de overføres til patienten igen.

Man bruger også stamceller til at skabe en immunreaktion, der kan blive nødvendigt efter kemoterapibehandling. Man overfører stamceller fra en donor og over til patienten. Stamcellerne fra donoren skaber en immunreaktion, hvor immunsystemet angriber cancercellerne.