Starbucks flytter ind i Føtex

Til efteråret flytter den amerikanske kaffekæde Starbucks fra Bilka til Føtex i Vejle gågade.

Til november er det slut med bistroen i Føtex i gågaden.

Her rykker kaffekæden Starbucks nemlig ind i de lokaler, hvor Føtex' bistro i øjeblikket har hjemme. Til gengæld lukker Starbucks i Bilka.

Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard er godt tilfreds med kaffebarens flytning til bymidten.

- Det, at Starbucks har valgt Vejle som placering for deres nye kaffebar, understreger, at Vejle er blevet en international by med masser af cafégæster. Jeg er sikker på, at en Starbucks-kaffebar giver et ekstra plus til gågaden, siger Arne Sigtenbjerggaard til Vejle Amts Folkeblad.

Hvordan åbningstiderne for kaffebaren bliver er endnu ikke besluttet, men de kommer sandsynligvis til at følge åbningstiderne i Føtex.

Der vil komme en indgang til Starbucks både via Føtex og fra selve gågaden.

Vejle bliver en af de få danske byer med en Starbucks i bymidten.

Den første Starbucks-kaffebar i Danmark åbnede i Københavns Lufthavn i 2007 i samarbejde med HMS Host. I alt har Starbucks seks partnere i Danmark, hvoraf Dansk Supermarked er den eneste partner med rettigheder til at åbne de mellemstore Starbucks-butikker på gaden.