Starkov tilbage på Esbjerg-is

Esbjergs nye ishockeyklub, Esbjerg Energy, har sikret sig forstærkninger, der vil vække opmærksomhed i den danske ishockeyverden. De to landsholdsspillere, Kirill Starkov og Philip Hersby, spiller i den nye sæson for en klub, der er født ambitiøs.

To danske landsholdsspillere, den ene født og opvokset i Esbjerg, fuldender truppen til den nye sæson, hvor Esbjerg Energy har ambitioner om at placere sig i toppen af dansk ishockey.

Særligt for Kirill Starkov, søn af ishockeylegenden Oleg Starkov og opvokset i Esbjerg, har det været en beslutning, der kalder på både følelser og fornuft at blive en del af byens nye ishockeyfortælling.

Nostalgisk Starkov glæder sig

- Blot fordi det hedder Sverige eller USA, behøver det ikke at være sjovere af den grund at spille ishockey, når man ikke er med på det absolutte topniveau. Mine erfaringer fra udlandet siger mig, at det kan være lige så attraktivt at spille i Danmark. Særligt med det spændende projekt i Esbjerg, hvor man søger tilbage til rødderne og har gode folk på posterne, og hvor ishockeyen på vej i den rigtige retning. Jeg bliver lidt nostalgisk, når jeg tænker tilbage på de gule trøjer og alle finalerne mod Herning i 90?erne, siger Kirill Starkov, 26 år og senest ansat i Oskarshamn i Allsvenskan.

Han havde underskrevet en kontrakt med den tidligere EIK-stjerne, Anatolij Chistyakovs, russiske klub,Yuzhny Ural Orsk, men forsøgene på at få visum til Rusland trak ud, og så meldte folkene fra Esbjerg Energy sig på banen på det helt rigtige tidspunkt. Resultatet blev en toårig aftale med option på yderligere en sæson.

- Det lød næsten for godt til at være sandt, da jeg hørte om deres planer, men de skal have stor ros for deres professionelle håndtering, og jeg har følt mig i trygge hænder. Nu glæder jeg mig til at bidrage med min erfaring fra udlandet og fra fire VM-turneringer med landsholdet. Mit eneste fokus er at vinde, og om det bliver ved at være med i tre mål eller ved at blokere et skud er ligegyldigt, siger Kirill Starkov, der er gift med Lidea og har sønnen Milan på snart tre år i basen i Göteborg.

Hvidovre-drengen Philip Hersby har også været omkring svensk ishockey med ophold i Tingsryd og senest for anden gang Malmö i Allsvenskan.