Justitsminister håber på endnu en vestdansk succes med fængselsbetjent-skole

Statsfængslet Møgelkær var ellers lagt i mølpose, men nu kommer der igen liv i nogle af bygningerne. Fængslet skal bruges som skole for op til 50 elever på uddannelsen til fængselsbetjent.

- Jeg er utrolig glad. Det kan forhåbentlig gøre noget rigtig godt for vores fængselsvæsen.

Sådan siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K), efter han fredag formiddag løftede sløret for planerne om en vestdansk fængselsbetjent-uddannelse.

Uddannelsen bliver placeret i Statsfængslet Møgelkær ved Juelsminde. Det åbne fængsel var ellers lagt i dvale af kriminalforsorgen, men allerede til efteråret kan der igen være aktiviteter i en del af fængselsbygningerne, når det bliver uddannelsessted for op til 50 studerende.

- Det har været en hurtig beslutning, og jeg er rigtig glad for, at vi kommer i gang, for vi mangler betjentene, forklarer justitsministeren.

Statsfænglset Møgelkær skal lægges i dvale, dermed står omtrent 130 ansatte overfor at skulle finde et andet arbejde.
Statsfænglset Møgelkær skal lægges i dvale, dermed står omtrent 130 ansatte overfor at skulle finde et andet arbejde.
Foto: Thor Hedegaard, TV SYD

Åbner til efteråret

Med inspiration fra den nyligt opførte politiskole i Sydjylland, etableres dette uddannelsessted, i håb om at trække flere studerende til hvad kan være et barsk erhverv. 

- Nu kan vi jo se, at det på kort sigt har været en stor succes for politiet at lave en vestdansk skole. (...) Den aftale, vi lavede med kriminalforsorgen, indeholdte mange ting, for vi skal kigge på arbejdsmiljøet, men det er jo svært at forbedre arbejdsmiljøet, hvis der hele tiden mangler folk, siger Søren Pape Poulsen (K).

Der er afsat 49,1 mio. kroner i 2019 og 21,2 mio. kroner årligt fra 2020 til 2022 til etablering og drift af uddannelsessatellitten.

Valget om placering blev Møgelkær Fængsel på grund af blandt andet infrastruktur, og så er der eksisterende faciliteter til praktiske øvelser. At det netop bliver i det tidligere aktive fængsel betyder, at den nye skole vil kunne etableres hurtigt. Det forventes, at de første fængselsbetjente kan begynde på uddannelsen i løbet af efteråret 2019.

Fængselsbetjentuddannelsen

  • Uddannelsen tager i alt 3 år
  • Uddannelsen veksler mellem skoleundervisning og praktik på et tjenestested.
  • Der er i løbet af praktikperioden indlagt 8 uger med undervisning.