Statslån skal redde Syd- og Vestjylland

Hvis ikke Danmark skal rives midt over, kan det blive nødvendigt at indføre statslån.

Det mener socialdemokratisk folketingskandidat i Sydjylland Christian Rabjerg Madsen. Han blev fortørnet, da TVSYD torsdag aften fortalte, at realkreditinstitutter stort set ikke taber penge på udlån til huse i Syd og Vestjylland.

"Det er utilstedeligt at kreditværdige mennesker ikke kan få lov til at låne penge til et hus, hvis ikke det lige er i en større by. Det er først og fremmest synd for de mennesker der ikke kan købe eller få solgt deres hus, men det er også en kæmpe vækstbremse for de områder," siger Christian Rabejrg Madsen.

"Hvis ikke banker og realkreditselskaber er deres opgave voksen, så bliver staten nødt til at komme på banen og låne penge ud til mennesker, som er kreditværdige, men som i realselskabernes optik bor det forkerte sted," mener han.

Udøver allerede statslån

Folketingskandidaten er ikke bange for at få borgerlige politikere på nakken.

"Til dem vil jeg bare sige, at staten jo allerede pga. krisen optræder som bank i form af statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet. Hvis vi som samfund kan redde de banker, som er kommet i knibe, så bør vi også kunne hjælpe de kreditværdige mennesker, som her er i knibe. Det er et spørgsmål om politisk vilje," mener Christian Rabjerg Madsen.

Fakta om statslån

Statslån er noget der er givet i mange år. Kommuner har kunne omlægge gæld til statslån til en favorabel rente og virksomheder har kunne optage statslån.

Private statslån i forbindelse med boliger er derimod ikke praktiseret siden slutningen af 1950'erne.