Statslige job skaber ikke dynamik

Sikkerhedsstyrelsens flytning til Esbjerg kostede 40 millioner - eller 500.000 per medarbejder, skriver JydskeVestkysten fredag.

Men der var ikke midler med til, at styrelsen kunne engagere sig i Esbjerg.

- Jeg vil ikke sige, det har været forsømt - men forspildt, siger Klaus Lindegaard, forsker ved Center for Landdistriktsforskning.

Udflytningen af de 80 job har ikke skabt dynamik på Vestkysten.

- Som det er nu, kunne Sikkerhedsstyrelsen ligeså godt være blevet i København, mener Klaus Lindegaard, der har lavet en endnu ikke offentliggjort rapport om udflytning af offentlige arbejdspladser.

Kunstigt

Venstre vil flytte flere arbejdspladser til provinsen, men det er altså kunstigt og ineffektivt, konkluderer Henriette Kjær (K).

- Det er dyrt. Det er nogle penge, man kunne bruge til investeringer i for eksempel infrastruktur, der ville betyde, at det var mere attraktivt at lægge sin virksomhed i et udkantsområde. Og så kan der komme private arbejdspladser, siger hun.

Henrik Dam Kristensen (S) mener, der bør laves en grundig samfundsøkonomisk vurdering, inden statslige arbejdspladser flyttes til provinsen.

- Der er nogle gange en tanke i debatten om, at hvis bare man fik alle statslige arbejdspladser udflyttet, så var udkantsdanmarks problemer løst. Det tror jeg ikke på, siger han og påpeger, at der er relativt få statslige arbejdspladser.

Venstre fastholder dog, at flytteomkostningerne er prisen værd.

- Vi skal ikke kun tænke på dem, der bliver ansat med en god løn - det er også dem, de lever sammen med, som bliver trukket til området og får høje job. Det vigtigste er, at der i alle områder kan udbydes nogle job, som appelerer til dem med en lang uddannelse, siger landdistriktsordfører Jens Kirk (V).