Statsministeren glæder sig over nye arbejdspladser i Ribe

Mandag eftermiddag bliver de første udflyttede statslige arbejdspladser for alvor synlige, når Færdselsstyrelsen slår dørene op til sine nye lokaler i Ribe.

 Når dørene i eftermiddag slås op til Færdselsstyrelsens nye lokaler i Ribe,  er det samtidig den fysiske start på den udflytning af statslige arbejdspladser, som regeringen præsenterede i efteråret.

Den nye Færdselsstyrelse, der er en udløber af Trafik- og Byggestyrelsen, får i alt 70 medarbejdere, som skal beskæftige sig med bl.a. regulering af og tilsyn med færdsels- og bilområdet, administration af færdselslovens regler samt udarbejdelse af vejledninger og bekendtgørelser.

Som TV SYD tidligere har fortalt, har der været stor interesse for at blive ansat hos Færdselsstyrelsen i Ribe.

Jurist Anne Mikkelsen er meget glad for at have job hos Færdselsstyrelsen i Ribe, da hun bor i byen i forvejen:

Jurist er glad for nye job-muligheder i Ribe

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og transportminister Hans Christian Schmidt (V) står for den officielle åbning.

 

- . Jeg glæder mig meget til at tage hul på dette nye kapitel sammen med medarbejderne. Det handler ikke bare om job, men også om rimelighed. Staten tjener hele landet. Derfor skal staten være til stede i hele landet, siger Lars Løkke Rasmussen forud for åbningen.

Også transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt ser frem til åbningen:

- Vi tager nu  første skridt i udflytningen af statslige arbejdspladser på Transport- og Bygningsministeriets område. Det er jeg rigtig glad for. Lokale arbejdspladser har enorm betydning. Det er måske ikke noget, man tænker så meget over i København, men jeg kan garantere, at det er noget, man tænker over rundt omkring i landet, hvor man er helt afhængig af, at der skabes nye arbejdspladser i ens lokalsamfund, lyder det fra Hans Christian Schmidt.

Åbningen finder sted kl.13 på Færdselsstyrelsens nye adresse: Amtsgården, Sorsigvej 35 i Ribe.  Færdselsstyrelsen  inviterer alle interesserede til at deltage i åbningen.