Statsministeren på turné: Gram er et dejligt sted

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var i godt humør, før han skulle møde vælgerne på Gram Slot.

Det første af i alt syv dialogmøder om regeringens 2025-plan startede tirsdag for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han omkring klokken otte trådte på scenen overfor de fremmødte vælgere på Gram Slot. Og for Lars Løkke Rasmussen var Gram et godt sted at starte sin turné.

- Gram er jo et dejligt sted. Det er et smukt sted, og her er der en facilitet, hvor der kan være mange mennesker – der er jo kommet rigtig mange. Og så skal jeg jo videre. Jeg skal mange steder rundt i Danmark den kommende tid, sagde Lars Løkke Rasmussen (V) til TV SYD kort inden mødet.

Statsministeren var dog ikke kun i Gram på grund af omgivelserne. Han var der for at snakke politik.

- Det er en stor plan, der handler om at gøre Danmark stærkere for alle danskeres skyld. Det er det jo, hvad enten man er Venstre-mand, landmand, studerende eller fabriksarbejder. Derfor har jeg sat nogle dage af til at komme ud og forklare det her, også fordi det jo er lidt kompliceret, sagde Lars Løkke Rasmussen (V).