Statsministeren sender penge til Grindsted, men det er varm luft, mener SF

Torsdag besøgte statsministeren Grindsted for at blive klogere på oprydningsarbejdet efter forureningen. Efter besøget kalder Pia Olsen Dyhr statsministerens plan for varm luft.

Staten overtager oprydningen efter de store forureninger rundt om i landet, hvis regeringens sundhedsudspil bliver stemt igennem.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var derfor på besøg i Grindsted torsdag eftermiddag for at blive klogere på forureningen i området.

Sammen  med folketingsmedlem Anni Matthiesen (V) og Billunds borgmester, Ib Kristensen (V), besøgte statsministeren blandt andet giftdepotet i Banegraven og Engsøen, der begge er kraftigt forurenet af det tidligere Grindstedværk.

Opgaven med at rydde op efter jordforureninger ligger i dag ved regionerne, men hvis sundhedsudspillet vedtages, vil regionerne blive nedlagt. Sker det, vil ansvaret flyttes til staten.

Bekymrede borgere

Formålet med besøget i Grindsted var derfor at få en status på forureningssagen og drøfte regeringens forslag med repræsentanter fra Billund Kommune med viden om forureningssagen.

quote

Hverken statsministeren eller miljøministeren kan redegøre for, hvor pengene skal komme fra.

Pia Olsen Dyhr (SF)

Lars Løkke Rasmussen brugte også dagen på at snakke med bekymrede borgere. Forslaget om at rykke ansvaret for oprydningsarbejdet har nemlig skabt bekymring i lokalsamfundet. Her er man blandt andet bange for, at der forsvinder vigtig viden om forureningen, hvis Miljøstyrelsen skal overtage ansvaret.

 
 
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

- Det er ikke andet end varm luft

Regeringen mener, at man gennem besparelser og omprioriteringer ved flytningen af oprydningsarbejdet kan frigøre op mod en halv milliard kroner frem mod 2030.

De penge vil regeringen øremærke de ni såkaldte generationsforureninger, hvilket inkluderer Grindsted.

Hvad er en generationsforurening?

Generationsforurening er en omfattende forurening, der har stået på gennem mange år. Som Grindstedværket, der har forurenet jorden i Grindsted og Klitgård Plantage med 1.200 skadelige stoffer, herunder kviksølv, der er ekstremt giftigt.

SF er dog kritisk over for den udregning og kan ikke se, hvordan manøvren med nedlæggelse af regionerne skal skaffe 500 millioner.

- Det er ikke andet end varm luft. Hverken statsministeren eller miljøministeren kan redegøre for, hvor de penge skal komme fra, siger Pia Olsen Dyhr (SF) i en pressemeddelelse.

Hun har bedt statsministeren garantere, at regeringen vil sikre, at der er penge til at fjerne generationsforureninger som dem i Grindsted, uden at det går ud over den landsdækkende indsats for at beskytte grundvand, drikkevand og boliger mod jordforurening.

- Det betyder, at han ikke vil kunne løbe fra sit løfte om at rense jorden efter Grindstedværket, hvis der alligevel ikke er penge til det, når regionerne er nedlagt, siger Pia Olsen Dyhr.