TV der bevæger dig

Statsrevisorer kritiserer indsats mod MRSA

Fødevareministeriets indsats mod MRSA i danske svinebesætninger er utilstrækkelig, konkluderer Statsrevisoren i ny rapport.

Statsrevisorerne kritiserer i en ny rapport Fødevareministeriet for en dårlig håndtering af multiresistente bakterier i danske svinestalde.

I de senere år har den mulitresistente bakterie MRSA bredt sig i danske svinebesætninger. I 2014 blev bakterierne registreret i 68% af de danske svinebesætninger. Samtidig har flere og flere mennesker også pådraget sig smitte med MRSA - en smitte der kan være alvorlig, fordi MRSA er resistent over for de fleste brugte typer af antibiotika, og den er derfor vanskelig at behandle.

Tal for MRSA smitte fra perioden 2007-2013 tyder på, at især Sydjylland er hårdt ramt. I den periode havde Sydjylland næstflest MRSA-smittede i hele Danmark, kun overgået af København. Og MRSA-bakterien er fortsat et stigende problem.

Nu fremsætter statsrevisoren i en rapport en kritik af Miljø- og Fødevareministeriets håndtering af MRSA-problemet. Især kritiserer rapporten Fødevareministeriet for at handle ineffektivt og for ikke i tide at udarbejde en plan for bekæmpelse af MRSA i danske svinebesætninger. Fødevareministeriet prioriterer simpelthen indsatsen for dårligt, konkluderer Statsrevisorernes rapport.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) siger i et interview med Ritzau, at hun anerkender kritikken og har iværksat et eftersyn af Fødevareministeriets indsats mod MRSA.

- Jeg kan sige, at som minister ønsker man ikke at få kritik af statsrevisorerne. Jeg iværksætter de her initiativer i ministeriet for at rette op på det, for jeg anerkender fuldt ud, at der skal rettes op, så ministeriet ikke skal modtage mere kritik, siger Eva Kjer Hansen til Ritzau.

Men et eftersyn af indsatsen er langt fra nok, mener professor i mikrobiologi og overlæge på Odense Universitetshospital, Hans Jørn Kolmos.

- Snakken fra ministeren stopper ikke en eneste bakterie. Vi har rent faktisk den viden, der skal til for at begrænse smitten, og det kræver ikke yderligere forskning, som ministeren nu bruger som undskyldning for at købe sig tid. Der findes allerede en lang række håndtag som hun kan skrue på. Begrænse antibiotika, zink og frem for alt stoppe handlen med levende smittede dyr, siger Hans Jørn Kolmos til TV SYD.

 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden