Stedfar til Tobias anker også

Stedfaren og moren til Tobias har nu valgt at anke dommene for mishandling af den 15 måneder gamle Tobias.

Stedfaren til den lille dreng Tobias, som døde af grov mishandling blot 15 måneder gammel med op mod 80 skader over hele kroppen, nægter at acceptere den dom, som han fik tidligere på måneden i Retten i Sønderborg.

Derfor anker Rene Würfel dommen på otte år bag tremmer, som han fik for at afstraffe sin stedsøn med døden til følge.

Det oplyser vicestatsadvokat Claus Guldbrand fra Statsadvokaten i Sønderborg til Ritzau.

Tobias' mor valgte onsdag at anke sin dom på fire års fængsel. Den 22-årige Mona Nissen Thomsen vil ifølge sin forsvarer renses for, at hun skulle have mishandlet Tobias - eller set til, at han blev mishandlet - i halvanden-to måneder op til drengens død.

Følger moren

Det er morens træk, der nu også har fået stedfaren til at anke.

- Jeg er ikke sikker på, at han havde anket sagen ellers. Det er ikke fordi, at han er enig i dommen, men fordi han ikke ville gennem en opslidende sag igen, siger stedfarens advokat, Carsten Højer, til Ritzau.

- Men da moren valgte at anke, vil han alligevel blive inddraget i sagen igen. Derfor er han nødt til at anke, hvis han vil have en chance for at få omgjort resultatet, siger advokaten.

Den lille Tobias døde i juli sidste år i hjemmet i Øster Højst ved Løgumkloster.

Moren var forinden flyttet ind hos den dømte, men forholdet mellem den lille dreng og stedfaren udartede sig hurtigt til grov vold og barske opdragelsesmetoder.

Da lægerne undersøgte Tobias' krop, fandt de 80 skader. Det var alt fra blå mærker og bidemærker til knoglebrud og kraniebrud.

Moren og den lille dreng flyttede til Øster Højst fra Kolding. Og Koldings borgmester, Jørn Pedersen, har tidligere været ude og "dybt beklage" forløbet.

Borgmesteren fastholder, at der ikke på forhånd var noget, der kunne vise, at den lille familie styrede mod en katastrofe.