Partifæller i strid: Steen Holm Iversen går i tænkeboks sommeren over

Der er fortsat kold luft mellem Liberal Alliances to folketingskandidater i SydjyllandsStorkreds.

Der har længe været et anstrengt forhold mellem partifællerne Henrik Dahl og storkredsens spidskandidat, Steen Holm Iversen, Varde, der på valgdagen måtte se sig slået af Henrik Dahl, der blev genvalgt til Folketinget. 

Dagen efter valget kom Henrik Dahl med meget hårde angreb mod bl.a. Anders Samuelsen om dårlig ledelse.

Det fik Steen Holm Iversen til at reagere.

quote

Jeg vil nu hen over sommeren overveje hele forløbet - og hvilke konsekvenser jeg vil drage heraf med hensyn til mit parti.

Steen Holm Iversen, folketingskandidat og byrådsmedlem, Liberal Alliance, Varde

- Henrik har kørt sit eget løb i valgkampen og har ikke samarbejdet med nogen. Det er meget kendetegnende for Henrik som person, og det kendetegner også hans illoyale angreb på Anders Samuelsen, sagde Steen Holm Iversen i TV SYDs valgcafé dagen efter valget. 

Steen Holm Iversen gav i forlængelse heraf også udtryk for, at han ville blive løsgænger, hvis sagen ikke fik konsekvenser for Henrik Dahls position i Liberal Alliance.

Henrik Dahl udsendte onsdag en undskyldning efter et møde i Liberal Alliances hovedbestyrelse - men ellers har hans kritik og sprogbrug ikke fået konsekvenser for ham. Det fik Henrik Dahl til at efterlyse, at Steen Holm Iversen står ved sit ord og melder sig ud.

Det sker dog ikke her og nu, oplyser Steen Holm Iversen til TV SYD.

Hør det fra manden selv.

- Jeg har noteret mig, at Henrik Dahl efter mødet i hovedbestyrelsen har udsendt en undskyldning for sin opførsel og udtalelser om partifæller dagen efter valget. Jeg vil nu hen over sommeren overveje hele forløbet - og hvilke konsekvenser jeg vil drage heraf med hensyn til mit parti, siger Steen Holm Iversen til TV SYD.

Han understreger, at han ikke har andre kommentarer til situationen.