Stemme-procenten allerede høj

Klokken ni åbnede valgstederne, og der har været så mange vælgere ude i de første timer, at det ved 15-tiden så ud til, at over 40 procent af vælgerne havde stemt.

Vi fulgte med nogle af kandidaterne. I Lynghallen i Grindsted stemte tidligere og måske kommende minister Henrik Dam Kristensen. Det er nu ikke noget, han har tænkt over, siger han. Vælgerne skal først afgøre, hvad der skal ske. Derefter kan man som politiker begynde at tænke over det arbejde, der skal udføres. Men han håber, der kommer en ny regering. 

Stemme-magneten

I Bjert-hallen stemte SFs formand Villy Søvndal. Han bor i Sønder Bjert, men stiller op et andet sted. Han er sikker på, at partifællerne Karina Lorentzen og Jesper Petersen kan løfte arven efter ham.

Villy Søvndal kan godt huske, at han engang var alt andet end en stemme-magnet. Han stillede op til et byrådsvalg og fik kun 51 personlige stemmer.

Villy Søvndal skal følge valgets gang på Christiansborg. Hvis valget bliver vundet af den røde blok, skal der være møde med andre partier om, hvad der nu skal ske. 

Thulesen er spændt

På Thyregod Skole stemte Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl. Han stiller denne gang op i Vejle Nord, hvor han også bor. Han får mange stemmer, men alligevel synes han, det er som at stille op første gang, og han er spændt på resultatet. 
 
Venstres Eva Kjer Hansen var også klar til at afgive sin stemme, så snart valgstedet i Løjt Forsamlingshus åbnede klokken ni. "Jeg stemmer på mig selv", sagde hun. Eva Kjer Hansen regner med genvalg. Ellers har hun en plan for, hvad hun ellers skal bestille.

Mette Bock fra Liberal Aliance ser ud til at få fast arbejde på Christians borg. Hun stemte i morges i Steensballe Hallen, fordi hun bor i Horsens-området. Men hun er opstillet i Sydjyllands Storkreds, og derfor kunne hun ikke stemme på sig selv. Men hendes parti ser ud til at vinde ni mandater, og Mette Bock regner med at komme ind i Folketinget. Under alle omstændigheder tager hun til valg-fest på Christiansborg, hvor Liberal Alliance har inviteret 625 gæster.