Stenkast ændrede hendes liv for altid

Kvinde, der blev ramt af stenkast fra motorvejsbro, er hårdt ramt.

Det var en 58-årig dansk kvinde med bopæl i Tyskland, som fik sit liv ændret for altid, da hun den 8. maj sidste år blev ramt af en 46 kilo tung sten, som to 19-årige unge mænd kastede ned fra en motorvejsbro ved Flensborg. Stenen smadrede gennem bilens forrude, ramte kvinden på overkroppen og forsvandt igennem bagruden.

Tirsdag blev de to stenkastere hver idømt seks års tysk ungdomsfængsel. Det var rettens vurdering, at kvinden næppe havde overlevet, hvis stenen havde ramt blot 20 cm. tættere på hende, og retten dømte de to for forsøg på mord.

quote

Hun kan ikke klare at være så tæt på de mennesker, der har gjort det mod hende. Hun vil ikke se dem.

Holger Rasmussen, advokat, Husum 

Hårdt ramt

Ulykken har givet  kvinden psykiske mén. Hendes advokat, Holger Rasmussen, Husum, fortæller til Flensborg Avis, at hun ikke længere kører bil, men skal køres af andre, og at hun ikke vil passere det sted på motorvejen, hvor hun blev ramt den aften i maj 2018.

Advokaten fortæller, at kvinden ikke vil have hverken sit navn eller bopæl nævnt i offentligheden, og at hun ikke ønskede at overvære retssagen mod de to gerningsmænd.

- Hun kan ikke klare at være så tæt på de mennesker, der har gjort det mod hende. Hun vil ikke se dem, siger advokat Holger Rasmussen.

Han oplyser, at kvinden har svært ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og at hun ikke længere kan udføre fysisk arbejde.

Stenen gik igennem forruden, ramte kvinde og fortsatte ud igennem bagruden.
Stenen gik igennem forruden, ramte kvinde og fortsatte ud igennem bagruden.