TV der bevæger dig

Stenkast mod tog: Politiet leder stadig efter mulig gerningsmand

DSB måtte tage toget ud af drift, efter det var blevet ramt af stenkast. Arkiv Foto: Robert Attermann / RED STAR

Politiet har endnu ikke modtaget henvendelser om en mulig gerningsmand efter stenkast mod et tog.

På trods af et signalement af en mulig gerningsmand bag et stenkast mod et DSB-tog ved Kolding har politiet stadig ikke modtaget henvendelser i sagen, fortæller vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

DSB-toget, der var på vej mod Københavns lufthavn mandag eftermiddag, blev ramt af et stenkast klokken 14.10. Hændelsen fandt sted kort tid efter toget havde forladt banegården i Kolding.

Ifølge en reporter fra TV 2, der var om bord i toget, fortalte togføreren passagererne, at en rude var blevet knust. Togføreren efterlyste samtidig et vidne, der angiveligt havde observeret noget i forbindelse med stenkastet.

Signalement fra vidne

Ifølge Sydøstjyllands politi har et vidne set en mand på 20-40 år med mørkt hår og lys hud i forbindelse med stenkastet. Manden var iført en gul jakke og grønne bukser.

Politiet har endnu ikke modtaget henvendelser om stenkastet mod toget, men vil meget gerne høre fra eventuelle vidner, der har flere oplysninger. Politiet kan kontaktes på 1-1-4.

Stenkastet er sket ved den nordlige side af Kolding Fjord, hvor banelegemet løber parallelt med vandet, og hvor toget sætter kurs mod Fredericia. 

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App