Stenkaster: Konflikten med politiet fortsætter

Konflikten mellem politiet og de unge med anden etnisk baggrund i Esbjerg Øst ser ud til at kunne fortsætte i den kommende tid.

En af dem der kastede med sten mod politiet fortæller til TV SYD, at det var et modtræk til det, de unge kalder ”urimelig behandling fra politiet side”.

Stenkasteren ønsker at være anonym af frygt for repressalier, men TV SYD kender hans identitet.

Politiet afviser beskyldningerne. Men vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard siger, at de unge bør klage til klagenævnet, som vurderer klager over politiet.

Den unge stenkaster siger til TV SYD, at ”de hader os”:

- Politiet kommer tit ind ad Stengårdsvej , og de generer os alle sammen. At de kommer ind på Stengårdsvej med skudsikre veste og gør beboerne utrygge.

- Når vi kaster med sten er det for at fortælle den, at de skal lade os være i fred, siger han videre. Vi generer ikke dem – og de skal ikke genere os.

Politiet har ekstra fokus på Stengårdsvej:

- Vi er på Stengårdsvej med det antal folk, som vi finder nødvendigt, siger vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard, Syd- og Sønderjyllands politi, til TV SYD. Og det vil vi blive ved med.