Stephanie Lose: Held er et stærkt ord

Regionsrådsformand svarer igen på kritik af, at det var held der ikke skete noget, da Bios 1. oktober manglede seks ambulancer: Held er et stærkt ord.

Det var held, at der ikke var mere travlt 1. oktober, da Bios manglede seks ambulancer og tre akutbiler i ambulancedriften. Det sagde professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet tidligere torsdag til TV SYD. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) mener dog, at held er et stærkt ord.

- Jeg synes, held er et stærkt ord. Der sidder dygtige mennesker og disponerer ambulancerne på vagtcentralen, og der sidder dygtige reddere i bilerne, der har travlt den dag. De to ting lagt sammen, kombineret med at det var en rolig dag på akutkørsler, så kunne det håndteres, uden responstiderne steg, siger Stephanie Lose til TV SYD.

Regionsrådsformanden mener dog ikke, at der er nogen undskyldninger:

- Det er ikke i orden, at man skal forlade sig på, at det er en dag, hvor der ikke er så mange akutte kørsler. Derfor skal det heller ikke gentage sig, siger hun.

Region Syddanmark har derfor også haft en alvorlig snak med Bios.

- Jeg vil gerne understrege, at det her var en enkeltstående situation over den tid, Bios har kørt – og derfor har vi indskærpet kraftigt over for Bios, at vi selvfølgelig ikke kan leve med, at ambulancetjenesten er udsat for den usikkerhed, siger Stephanie Lose.

Stephanie Lose oplyser desuden over for TV SYD, at driften fra 1. oktober til i dag har været stabil med det antal beredskaber, der skal være.