Stephanie Lose: Ingen udgiftsbombe for skatteyderne

Stephanie Lose (V) er overbevist om, at et konkursdekret vil blive afsagt mod Bios, og hun mener ikke, det bliver en ”udgiftsbombe” at regionen vil overtage ambulancedriften.

Region Syddanmark begærede tidligere mandag ambulanceselskabet Bios konkurs via Kammeradvokaten. Nu skal skiftretten i Odense behandle sagen, og her er regionsrådsformand Stephanie Lose (V) ikke i tvivl om, hvad udfaldet bliver.  

- Jeg betragter et konkursdekret som værende meget, meget sandsynligt efter som Bios flere gange skriftligt såvel som mundtligt har bekræftet over for os, at de ikke kan betale løn med mindre, vi laver en afdragsordning, siger Stephanie Lose.

Region Syddanmark vil derfor stå til at skulle overtage ambulancedriften i regionen. Og det mener Stephanie Lose (V) ikke kommer til at give markante udgifter for borgerne.

- Jeg ser det på den måde, at der selvfølgelig vil være nogle omkostninger forbundet med skiftet, men en del af de krav, regionen har mod Bios er dækket af den bankgaranti, som vi har. Og derudover så kan regionen så drive ambulancerne videre til det, som er nettoudgiften på det – og det er klart, det forventer jeg ikke bliver en udgiftsbombe for skatteyderne, siger hun.

Vi vil gerne bygge videre

Et af de centrale spørgsmål er nu, hvorfor Region Syddanmark vælger selv at overtage ambulancedriften, og her er der ifølge regionsrådsformand Stephanie Lose (V) en helt naturlig forklaring.

- Nu er der jo for det første ikke mange andre selskaber end Falck, udover Responce der er ejet af Falck, og det vil sige, at hvis man sender opgaven i udbud, så vil det være på et marked, hvor der er en potentiel byder.

Og hun tror, mange udenlandske selskaber kan være skræmte over Bios deroute.

- Det er sandsynligt, at mange udenlandske bydere, der måske kunne være interesserede, vil tænke, at det godt kunne være svært set i lyset af den historie, der har været med Bios. Derudover så er der en ambulancedrift i Region Syddanmark, nu hvor der er omkring 500 medarbejdere hos Bios, som yder en indsats. Og det vil vi gerne bygge videre på, mener regionsrådsformanden.

Se interviewet med Stephanie Lose (V) øverst.