Stigende interesse for dyre cykler blandt tyvene

Tyvebander interesserer sig især for dyre racercykler og mountainbikes, fortæller DR Syd.

Interessen for de dyre cykler deler de med de omrejsende tyvebander, som har fået øje på en ny indbringende forretning. Tyvene har fået sig et nyt marked og tjener gode gode penge.

Cyklerne fragtes fra Danmark og sælges på markeder og findes til salg på nettet i Østeuropa.

Hos Politiets Udlændingekontrolafdeling i Padborg, mærker de også østeuropæernes store glæde for cykler. Det fortæller vicepolitiinspektør Palle Linné :

- Dem vi ser stjæler cykler i Danmark kommer både fra Litauen, Polen og Rumænien, siger han til DR Syd.

Varebiler med de dyre cykler i bagagen bliver stoppet enten af dansk politis egne baglandspatruljer, eller af tysk politi, som også har fokus på de dyre cykler. For nyligt standsede tysk politi en varebil med 13 cykler til en værdi af mellem 70.000 og 85.000 kroner.

Tysk politi oplyser til DR, at mindst én af cyklerne var stjålet i Danmark, og dermed prioriterer dansk politi at få gerningsmændene udleveret til retsforfølgelse i Danmark, og det sker for at sende et klart signal til tyvebanderne:

- Vi tager gerningsmændene fra de pågældende lande hjem og strafforfølger dem i Danmark. Vi håber at, det har en præventiv virkning også, siger Palle Linné.