TV der bevæger dig

Stikkerne er ude efter enlige mødre

Selv et kort bekendtskab blive en dyr affære for en enlig mor. Måske lytter naboen.

Anmeldelser til kommunerne om socialt bedrageri drejer sig mest om enlige mødre i boligblokke, oplyser JyskeVestkysten.

Flere af de sydjyske kommuner har erfaring med, at det især er enlige mødte i udsatte bolig-områder, der bliver meldt for socialt bedrageri. JyskeVestkysten har talt med Esbjerg, Vejen, Kolding og Sønderborg kommuner, hvor det almindelige indtryk er, at de fleste anmeldelser drejer sig om enlige mødre, og der er ofte noget om snakken.

Naboen holder øje

- Folk melder det, hvis en enlig for eksempel ikke længer er reelt enlig. Nogle enlige mødre har måske den opfattelse, at der er en form for prøve-periode, hvor man kan se, om det går med en ny kæreste. Men sådan spiller klaveret altså ikke, siger Jane Ussing, der er leder af kontrolgruppen i Vejen Kommune.

I Sønderborg siger Leif Albrechtsen fra Bedragerigruppen, at når man bor tæt, kan det tænkes, at naboen holder øje med en.

- Det er nok også i de områder, hvor snyd måske kan gøre mest mulig gavn, fordi man økonomisk er dårligt stillet, tilføjer Leif Albrechtsen.

Hævn

Det kan ske, at hævngerrige kærester eller naboer stikker en kvinde, hvorefter det viser sig, at der ikke er hold i deres påstande, men ifølge JyskeVestkysten kan kommunerne godt håndtere den slags falske anmeldelser.

Alligevel vurderer kommunerne "over en bred kam", at der er noget om snakken i langt de fleste anmeldelser. Når en borger bliver stukket til Udbetaling Danmark, får den pågældende sendt et brev om det. Undertiden med besked om at sende supplerende oplysninger.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden