Stiller spørgsmål om erstatning, der kræves betalt tilbage

Regions-politikerne mener ikke, at de kan gøre noget i sagen om erstatningen, som kræve betalt tilbage. Men efter at sagen har været i TV SYD stiller Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti spørgsmål til sundhedsministeren.

- Jeg vil gerne have, at ministeren kikker på, om det er de rigtige regler, vi har i dag, siger hun til TV SYD. Det virker jo ikke rimeligt, at man som borger får frataget hele erstatningen, hvis man klager over beløbets størrelse.

Som omtalt i TV SYD i weekenden har den 70-årige Jørn Buch fra Haderslev fået besked på at betale en erstatning på 270.000 kr. tilbage til Region Syddanmark.

Erstatningen fik han efter en operation for blærekræft på Odense Universitets Hospital, hvor der opstod blodpropper i benet efterfølgende. Komplikationerne var så alvorlige, at han fik amputeret venstre ben.

Sygehuset indberettede selv komplikationerne til erstatningsnævnet, som tilkendte Jørn Buch lidt over en kvart million kroner.

Sagen gik videre til Ankenævnet for Patienterstatningen, som vurderede, at blodpropper efter en operation er en risiko ved alle operationer. Ankenævnet fandt derfor ikke, at Jørn Buch var berettiget til erstatningen.

- Jeg føler mig totalt retsløs. Det er frustrerende i sig selv, at jeg er blevet handicappet. Men så får jeg samtidig sådan en knytnæve i ansigtet, siger Jørn Buch, som ikke vil betale pengene tilbage. De er brugt til genoptræning og hjælpemidler.

Thyge Nielsen (V) og Karsten Uno Petersen (Soc.dem.) fra regionsrådet gav i TV SYD søndag udtryk for, at de forstår Jørn Buchs frustationer. Men de mener ikke, at Region Syddanmark kan gøre andet end at kræve erstatningen betalt tilbage.

Klip med Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti (Var.: 0:47)