TV der bevæger dig

Stjålne danske varer smuglet ud i hundredvis

Tysk politi har afsløret tre østeuropæere i at smugle stjålne cykler og værktøj ud af Danmark.

Over 300 stykker stjålet værktøj og 24 cykler fra Danmark var på vej ud af landet for at blive solgt i Østeuropa. På under to uger har tysk politi afsløret tre smuglere syd for grænsen.

Første gang var d. 21. februar, hvor en litauisk mand blev stoppet med 241 stykker værktøj. Værktøjet er blevet stjålet ved indbrud i håndværkerbiler, der har stået parkeret rundt omkring i Syd- og Sønderjylland.

En uge senere stoppede tysk politi endnu en litauisk mand med 24 cykler. De foreløbige undersøgelser viser, at i hvert fald 15 af dem er stjålet i Danmark.

Den 3. marts havde en 28-årig polak mere end 100 stykker dansk el-værktøj på sig, som han ikke kunne forklare, hvordan han havde fået fat på.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke konkrete tal på, hvor ofte udsmugling af danske varer foregår. Men det sker jævnligt:

- Vi oplever en lind strøm af disse sager, oplyser politikommissær Eskild Bossen ved Udlændinge Kontrolafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Politiet formoder, at de tre mænd ville sælge varerne videre i deres hjemlande.

Syd- og Sønderjyllands politi har begæret de tre mænd udleveret til Danmark, så de kan blive stillet for en dansk domstol.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden