Stjal diesel på Fanø

To mænd er blevet anholdt efter at have stjålet 8000 liter diesel på Fanø.

En beboer på Fanø ringede tirsdag aften til politiet og fortalte, at han flere gange havde set en mistænkelig udlejningslastbil på øen.

En patrulje stod klar klokken 22.25 ved færgelejet i Esbjerg, og politifolkene kunne konstatere, at der på ladet af lastbilen var beholdere med i alt 8000 liter diesel og fyringsolie - plus udstyr til at pumpe det op i beholderne.

De to mænd i lastbilen på henholdsvis 29 og 31 år blev anholdt.

Politiet hører gerne fra dig, hvis du i den senere tid har set en lastbil med gul presenning med påskriften ?Møbelopbevaring. Lej en boks. Lån en flyttebil.?

Politiet beder også hus- og sommerhusejere og virksomheder undersøge, om de har mistet olie.

Politiet har tlf. 114.