Støjberg: -Det er følelsesporno

Minister affejer kritik af asyllejr efter besøg.

- Det er følelsesporno.

 Så kontant afviste integrationsminister Inger Støjberg torsdag kritikken af vilkårene i asyllejren, som er en teltlejr, på Vilstrupvej ved Haderslev. Ministeren besøgte lejren torsdag, bl.a. efter at forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen har kritiseret forholdene voldsomt på Facebook og i en artikel i dagbladet Information mandag. Hun skrev, at der lå tolv febersyge børn uden lægehjælp.

-Jeg har undersøgt de kritikpunkter, der har været både fra hende og fra andres side, og jeg kan simpelthen ikke genkende dem. Jeg synes det er følelsesporno, sagde ministeren på et efterfølgende pressemøde.

Ministeren er overbevist om, at hun fik det rette billede af lejren, selv om hendes besøg var kendt et par dage i forvejen.

- Jeg har godt nok hørt, at man skulle have lagt flis ud i anledningen af, at jeg skulle komme, men det er vist lagt ud for en måned siden, så man har da ventet noget tid på mig, hvis det var for min skyld, sagde ministeren.