Største landsstævne i 15 år

Når Esbjerg den 4. til 7. juli er vært for DGIs landsstævne, bliver det med 23.280 tilmeldte det største stævne i 15 år.

DGI?s landsstævne i Esbjerg til sommer bliver ikke alene Danmarks største idrætsbegivenhed i 2013. Det bliver også det største stævne i 15 år.

23.280 danskerne er klar til en aktiv sommer med sved på panden, masser af idræt og spændende oplevelser til DGI?s landsstævne den 4.-7. juli. Det er 3.000 flere end ved forrige landsstævne i Holbæk i 2009.

Især antallet af unge deltagere er steget markant, og hele 44 procent af landsstævne-deltagerne er mellem 15 og 25 år gamle.

- Vi er rigtig glade for, at så mange unge er klar til at tage del i energien i Esbjerg. Den store interesse viser, at de unge også er til store idrætsbegivenheder, hvor de både kan dyrke idræt individuelt og sammen med andre, siger DGI?s direktør Søren Brixen.

Esbjerg glæder sig

Også Esbjergs borgmester Johnny Søtrup glæder sig over de mange tilmeldinger til landsstævnet i Esbjerg.

- Vi kan slet ikke få hænderne ned. Vi er overvældet over den store interesse for at komme til Esbjerg og være med til landsstævnet. Det motiverer bare hele Esbjerg til at arbejde for at skabe en kæmpe idrætsfest og gøre dette landsstævne til ikke bare det største siden 1998, men det bedste nogensinde, lover borgmesteren.

Udover de 23.280 danskere, der har meldt sig til at deltage i hele landsstævnet, forventes der også et større antal endagsdeltagere.

Se mere om landsstævnet på landsstævnets egen hjemmeside www.l2013.dk