Støtte-pædagog til kirkens præster

Præsterne mangler erfaring i at styre en bande teenagere, der skal have Guds ord med på vej ud i livet. Haderslev Stift har derfor besluttet at tilbyde præsterne et besøg af en pædagogisk konsulent i forbindelse med konfirmand-undervisningen. 

Biskop Niels Henrik Arendt siger til JyskeVestkysten, at der er himmelvid forskel på konfirmanderne. Det er ikke altid Guds lam, der sidder bænket i konfirmandstuen for at lære trosbekendelsen og Fader Vor.

- Der er både engle og barylere, og det kan være sin sag at holde styr på dem. Men præster har ingen særlig uddannelse i at håndtere den slags. Der er bestemt et behov for sådan en ordning, siger biskoppen. Enkelte præster vil blive opfordret til at tage imod tilbuddet. Det kan især være i de sogne, hvor der har været konflikter mellem præst, forældre og konfirmander, tilføjer Arendt.
 
JyskeVestkysten oplyser, at konflikterne i sjældne tilfælde har betydet, at præsten ikke vil konfirmere et barn.

Alt for flinke

Provst i Hedensted, Hanne Birgitte Kristiansen, fik ideen til ordningen, og i hendes provsti har næsten samtlige præster nu taget imod tilbuddet. Hun havde selv en dårlig oplevelse med et konfirmand-hold, som hun gerne ville undgå igen.

- Vi præster er nok for flinke, men det er vigtigt at få hjælpen, før der opstår problemer, siger Hanne Birgitte Kristiansen. Hun understreger, at hendes indtryk er, at langt de fleste præster er glade for konfirmand-undervisningen.

Pædagogisk konsulent Bente Jensen har nu hjulpet godt 20 præster.

- Teenagere er en pædagogisk udfordring, og præster er vældig rummelige, men de er ikke vant til at udvise konsekvens, siger Bente Jensen.