Støtte til at bryde apotekers monopol

Apotekeren fra Uldum får nu støtte i sin kamp om at bryde apotekernes monopol på recept-medicin. Konkurrencerådet opfordrer regering til lovændring.

Konkurrencerådet opfordrer direkte regeringen til at tillade, at både butikskæder og privatpersoner kan sælge receptpligtig medicin - blot der er uddannede farmaceuter ansat.

Forbrugerrådet støtter

Forbrugerrådet hilser forslaget om at droppe apotekernes monopol på medicinsalg velkommen. I hvert fald hvis hvis den udleverede medicin er den rigtige, og der desuden medfølger grundig vejledning.

Derudover er det vigtigt for Forbrugerrådet, at patientsikkerheden er i højsædet, siger rådets direktør, Rasmus Kjeldahl.

Ifølge ham vil flere apoteksudsalg stille forbrugerne bedre, da det øger tilgængeligheden.

Matas-butikker

VK regeringen ændrede loven sidste år. Men faktisk kun Danji Bhanderi i Uldum har udfordret apotekernes monopol. Han indledte i efteråret et samarbejde med Matas-kæden om udlevering af medicin, som er pakket på det lillle apotek i Uldum. Og farmaceuter i apoteket er klar med faglig vejledning til kunderne.

Smidt ud

Samarbejdet med Matas betød i oktober, at Banji Bhanderi blev smidt ud af apotekernes fælles indkøbskæde, A-apoteket. Det koster ham årligt 300.000 kr. i mistede rabatter, har han tidligere gjort op.

Den sag ender nu på erhvervs- og vækstminister Ole Sohns (SF) bord, efter at Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Christian Skibby, har bedt Ole Sohn svare på, om han som minister finder det rimeligt, at Uldum-apotekeren er blevet ekskluderet af indkøbskæden.

_______________________________________________

Fakta:
* Det er kun apotekerne som må sælge receptpligtig medicin.
* Matas har længe ønsket at indrette apoteker og har indgået en aftale med en apoteker i Uldum, som har gjort det muligt at indrettet miniapoteker i 50 Matas-butikker over hele landet.
* Regeringen har nedsat et udvalg, der skal undersøge mulighederne for at modernisere apoteksvæsnet.
* I udvalget sidder Konkurrencerådet, men det tror ikke længere, at udvalget for alvor tager fat på konkurrenceproblemerne. Derfor er rådet gået direkte til regeringen.
* Matas har 294 butikker, og liberaliseres loven, vil kæden etablere apoteker alle de steder, hvor det kan lade sig gøre.