Støvle-bank smidt ud til loppemarked

Det kunne ellers have været et godt køb! Ida Thomsen fra Starup fandt over 40.000 kroner i en støvle, da hun sorterede sko og tøj til loppemarkedet denne weekend i Årøsund.

Nogle synes stadig, at banken ikke er sikker nok, når man skal opbevare sine kontanter. Ofte er det sket, at større beløb er fundet i madrasser eller lænestole - eller støvler. Ida Thomsen fandt 43.836 kroner, da hun stak hånden ned i en gammel dame-støvle. Pengene lå i en stor pung med et bundt tusindkrone-sedler.

På sporet

Ida Thomsen tænkte ikke et øjeblik på at give pengene til loppemarkedets kasse, eller på at beholde dem selv. "Det var jo ikke mine", siger hun.

Hun fandt også en gammel bankbog i støvlen, og den førte hende til en mand, som havde mistet sin samlever.

Hun henvendte sig på adressen sammen med sin mand for at aflevere pengene. "Det er da løgn", sagde manden på adressen. Men det var det ikke, og nu har den anonyme ejer som tak inviteret Ida Thomsen og hendes mand på restaurant.
 
Det er ikke alle støvler til loppemarkedet, der er undersøgt, forlyder det fra Aarøsund.