TV der bevæger dig

Stofa solgt til investeringsselskab

Teleselskabet Telia skiller sig af med datterselskabet Stofa. Selskabet sælges til et investeringsselskabet Ratos for 1,1 milliard kroner.

Stofa med hovedsæde i Horsens leverer kabel tv til 345.000 husstande.

- Telia købte Stofa for 15 år siden, og selskabet har været igennem en rivende udvikling siden, siger Per-Arne Blomquist, økonomichef i TeliaSonera.

- Men i dag er virksomheden ikke længere en del af TeliaSoneras strategi i Danmark. Derfor er vi meget tilfredse med at kunne overdrage Stofa til en ejer, som kan udvikle virksomheden i fremtiden, siger han i en pressemeddelelse.

Stofa omsatte sidste år for over en milliard kroner og har cirka 500 ansatte.

Sagsaftalen skal nu til godkendelse hos relevante konkurrencemyndigheder såvel som hos TeliaSoneras bestyrelse.

Nordens største

TeliaSonera får i forbindelse med handlen en kapitalgevinst på over en halv milliard kroner, som vil indgå i koncernens regnskab for tredje kvartal 2010, oplyser selskabet.

Ratos er Nordens største børsnoterede private equity-selskab med aner, der går helt tilbage til 1866.

Investeringerne sker i store og mellemstore Skandinaviske virksomheder.

Nuværende porteføljevirksomheder tæller bl.a. AH Industries, Anticimex, Arcus Gruppen, Bisnode, Camfil, Contex, DIAB, EuroMaint, GS-Hydro, Hafa Bathroom Group, Haglöfs, HL Display, Inwido, Jøtul, Lindab, MCC, Medisize, SB Seating, Superfos samt andre ejerandele.

- Vi ved, at vi med Ratos får et meget aktivt ejerskab, som vil stille krav til os. Men vi er meget begejstrede for, at vi stadig under Stofa-navnet kan bygge videre på 50 års succesfuld virksomheds-historie. Det har været magtpåliggende for os, at de nye ejere vil styrke Stofas position som markedets primære udfordrer til glæde for kunder og medarbejdere, siger direktør Ole Simonsen, Stofa.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden