Stop for kæmpelastbiler ved grænsen

25 meter lange lastvognstog kommer ikke til at krydse den dansk-tyske grænse. Den nye delstatsregering i Slesvig-Holsten trækker sig nemlig ud af det landsdækkende tyske forsøg med modulvogntog.

Danmark har siden 2008 haft en forsøgsordning, som tillader de 25 meter lange vogntog på udvalgte vejstrækninger, og i dag kører omkring 400 af de lange køretøjer på vejene.

Modulvogntog giver først og fremmest god økonomi på de lange distancer, og de danske vognmænd havde håbet at få adgang til at køre i Tyskland og resten af Europa.

EU er i gang med at lave fælles regler for transporterne, og den tidligere delstatsregering i Slesvig-Holsten var blandt de tyske delstater, der var længst fremme med at udpege strækninger, hvor de store lastbiler måtte køre i en forsøgsordning. Den trådte i kraft ved årsskiftet.

Danske vognmænd skuffede

Det har den nye rød-grønne delstatsregering med det danske mindretalsparti SSV sat en stopper for. Især De Grønne slås for at få godstransport væk fra vejene og over på jernbane.

Omkring 25 af medlemsvirksomhederne i brancheorganisation for dansk vejtransport, ITD, har vist interesse for at deltage i det tyske modulvognsforsøg.

Men beslutningen i Slesvig-Holsten betyder, at danske modulvogntog i praksis formenes adgang til de tyske veje.

- Det er et skuffende og helt uforståeligt træk fra den nordtyske lokalregering. Det danske forsøg har tydeligt dokumenteret, at modulvogntogene sparer diesel og effektiviserer transporterne, uden at det går ud over sikkerheden. Det er meget beklageligt, at vi ikke kan komme i gang med at høste potentialerne i international sammenhæng, siger chefkonsulent i ITD Jørn-Henrik Carstens.