Stop telefon- og dørsælgere

- Hold jer fra telefon- og dørsælgere, lyder opfordringen fra Margit Erdmann, Horsens. Hendes far på 81 år er blevet franarret 100.000 kroner af en tæppesælger.

Familien sidder i dag tilbage med seks tæpper til omkring 1.500 kroner i alt. De skulle have ægte persiske tæpper, men de er maskinfremstillet af billigt plast-materiale, formentlig på en fabrik i Belgien.

Hendes far, Herluf Nielsen, blev ringet op af en tæppehandler, og han kom hjem til den 81-årige mand og præsenterede tæpperne. Det endte med, at de gik i banken. Herluf Nielsen hævede to gange 50.000 kroner, som tæppehandleren fik.

Tæppehandleren ville låne yderligere 100.000 kroner af Herluf Nielsen mod at lægge et særligt "værdifuldt" tæppe som garanti for lånet.
 
I en anden afdeling af banken forsøgte Herluf Nielsen at hæve 100.000 kroner mere på sin konto, men bankbestyreren anede uråd og kontakte hans datter.

Tæppehandleren sad i en bil uden for banken.

Margit Erdmann kom til banken og fik stoppet handlen.

I mellemtiden var tæppehandleren stukket af.

For lavt

- Jeg var fuldstændig rasende. Min far har aldrig købt ægte tæpper, siger Margit Erdmann.

Hun mener, at svindleren går efter ældre mennesker, der kan have svært ved at overskue situationen.

- Det her er bare for lavt. Svindleren er fuldstændig uden moral, konstaterer hun.

Herluf Nielsen har svært ved at forklare, hvorfor han betalte svindleren.

- Men han virkede meget tilforladelig, siger han.

Familien frygter, at der er flere ofre for svindleren.

Politiet arbejder på at opspore han. Blandt andet ved at studere billeder fra overvågningskameraerne i bankafdelingerne.

TV SYD vil gerne høre fra andre, der har været udsat for det samme.