TV der bevæger dig

Stor forskel i pris for lægebiler

Der stor forskel på hvad en lægebil koster i Horsens og i Kolding (Arkivfoto)

Der er stor forskel i hvad regionerne betaler for lægebiler fra Falck. I Horsens koster det 2,4 millioner kr. mens prisen i Kolding er 4,3 millioner kr.

Ifølge DR Nyheder betaler skatteborgerne markant mere for Falcks læge- og akutbiler i de regioner, hvor redningstjenesten ikke har konkurrence - og det gælder de fleste steder rundt i landet.

I Horsens og Randers har Falck netop vundet opgaven med at køre lægebilen for Region Midtjylland, og prisen er ifølge DR Nyheders oplysninger 2,4 millioner kroner.

Stof til eftertanke

Men i Kolding betaler skatteyderne i Region Syddanmark 4,3 millioner til Falck for nøjagtig samme opgave. Altså en prisforskel på næsten 2 millioner kroner.

- Det giver da selvfølgelig stof til eftertanke, lyder det fra formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Thyge Nielsen (V).

DR Nyheder har kortlagt, hvor meget regionerne betaler for Falcks akut- og lægebiler, og resultatet afslører store prisforskelle. Fra 2,4 millioner kroner i Region Midtjylland til 4,7 millioner kroner pr. bil i Region Nordjylland.

Forskellen er for stor

- Der er nogle priseksempler her, hvor forskellen er for stor, det er der ingen tvivl om, siger Bent Hansen (S), der udover at være formand for Region Midtjylland også er formand for Danske Regioner.

Hvis Region Syddanmark skulle betale det samme for deres i alt 13 læge- og akutbiler, som de gør i Horsens og Randers, ville skatteyderne i Syddanmark kunne spare langt over 100 millioner. Det svarer til driften af 9 lægebiler eller 1 helikopter om året.

Thyge Nielsen fra Syddanmark studser også over de store prisforskelle.

- Samlet set har vi en rigtig god løsning, men vi har måske også en dyr løsning, siger han.

Fat i borgernes penge

Hos Falcks konkurrent, firmaet Responce, der kører i Region Midtjylland, anklager direktør Michael Sørensen Falck for at bruge sin markedsdominans til at skrue priserne op nogle steder og dumpe priserne andre steder.

- De har godt fat i skatteborgernes penge, mener Michael Sørensen.
I Midtjylland har regionen skabt konkurrence ved at skære det præhospitale beredskab op i mindre og mere spiselige bidder for Falcks konkurrenter.

I Syddanmark har regionen valgt det modsatte og har sendt hele beredskabet med ambulancer, lægebiler og akutbiler ud i et samlet udbud. I praksis er det derfor kun Falck, der har muskler nok til at løfte opgaven, lyder det fra konkurrenten.

Det bliver typisk for dyrt

- Når man har et monopol, og der ikke er konkurrence, styrer man jo markedet og priserne, og dermed bliver det også typisk for dyrt, siger Michael Sørensen.

Falck sidder på ca. 85 procent af alle ambulance, lægebil og helikopter- opgaver rundt i landet, og priserne fra regionerne viser tilsyneladende, at Falcks akutbiler og lægebiler er markant billigere de få steder i landet, hvor Falck er i konkurrence med andre redningstjenester.

Regionernes formand overvejer nu at gøre noget ved situationen.

- Hvis ikke der kommer konkurrence må vi jo overveje selv at byde på opgaverne, siger Bent Hansen fra Danske Regioner.

Forskel i aktivitetsniveau

Hos Falck forklarer koncernchef Allan Søgaard Larsen prisforskellen med det enkelte aktivitetsniveaut for læge- og akutbilerne i de forskellige områder.

- Det afgørende er, hvor meget man kører med bilerne. Og hvis man skal køre hele tiden og ikke kan sove, så bliver det dyrere, så skal vi bruge 6 frem for 4 mand i et døgnberedskab, siger Allan Søgaard Larsen.

Men skulle aktivitetsniveauet i Randers Danmarks 6. største by virkelig være så markant lavere end i Kolding at det retfærdiggør en prisforskel på næsten 2 millioner kroner?

Ikke hensyn til andet

- Selvfølgelig er der forskel, og det hænger sammen med de aktivitetsforskelle, der er mellem de forskellige områder og vi tager ikke hensyn til andet, når vi prissætter vores akutbiler, forsikrer Falck-chefen.

Allan Søgaard Larsen hilsner regionernes interesse for prisforskellene velkommen og erklærer sig villig til at lade regionerne kikke redningstjenestens prissætning nærmere efter i sømmene.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu