Stor interesse for at tage indvandringsprøven i Vejle

For første gang er det blevet muligt at tage familiesammenførings- og indvandringsprøve uden for København. Onsdag stiller de første op.

I dag møder de første ægtefællesammenførte og religiøse forkyndere op på Sprocenter Vejle for at tage henholdsvis danskprøverne  A1-A2 og indvandringsprøverne i Vejle.

- Det har været virkelig spændende at se, hvor hurtigt de første tidspunkter blev booket, siger Amira Saric, Erhvervs- og Udviklingskonsulent fra Sprogcenter Vejle. Det viser blot, at behovet for afholdelse af disse prøver vest for Storebælt har været stort og eftertragtet. På Sprogcenter Vejle er vi glade for at kunne tilbyde denne mulighed.

Ud over at tilgodese det geografiske behov, får man med Sprogcenter Vejle som prøveafholdende institution også flere prøveterminer.

Tidligere har det kun været muligt at tage prøverne i Glostrup.

Udlændingestyrelsen har faste regler for, hvordan disse prøver skal tages inden for bestemte tidsfrister.

For familiesammenførte gælder det, at prøven under normale forhold skal bestås senest 6 måneder efter indrejse.

Ud over ret til fortsat ophold i Danmark, betyder en bestået prøve også en nedsættelse af den såkaldte økonomiske sikkerhedsstillelse.

Indvandringsprøven skal bestås af alle religiøse forkyndere, fx. missionærer, nonner, imamer for at de kan få forlænget deres ophold.

Indvandringsprøven består af to dele – en sprogprøve i det danske sprog og en vidensprøve om Danmark. Der er 70 spørgsmål i alt, og der skal besvares korrekt med mindst 49 spørgsmål for at bestå.

Jeanne Binderslev, prøvekoordinator, fortæller her om den nye prøve i Vejle.