Stor knallertrazzia

Sydøstjyllands Politi var i dag på jagt efter ulovlige knallerter, der kunne køre alt for hurtigt.

Speederen i bund og så derudaf. Enhver teenagedreng kan vel genkende længslen efter at kunne køre hurtigt på sin knallert. Det er bare mindre spændende, hvis det går galt. Derfor er Sydøstjyllands Politi i denne uge ekstra opmærksomme på unge lømler, der ulovligt giver deres knallert lidt ekstra fart på.

Selve razziaen foregår på et såkaldt rullefelt, hvor politiet drejer gashåndtaget helt i bund, så motoren når sin ultimative tophastighed uden at flytte sig fra stedet. I dag gik 9 ulovlige knallerter i fælden. Hvis en almindelig knallert 30 kommer over 44 kilometer i timen klassificeres den som konstruktivt ændret - i folkemunde tunet. Det samme gør en knallert 45, hvis den kan køre over 64 kilometer i timen. I dag fangede politiet en knallert, der kunne køer over 87 kilometer i timen.

Ny lovgivning

En ny lovgivning på området sørger for, at knallertførere ved første lovovertrædelse bliver tildelt en bøde, men at føreren ved anden overtrædelse vil få konfiskeret sin knallert med omgående virkning.
Bertel Svan, der er politiassistent fra færdselsafdelingen i Sydøstjyllands Politi, fortalte i dag til TV SYDs reporter, at den nye lovgivning allerede har hjulpet:

- Vi fanger ikke lige så mange ulovlige knallerter som før i tiden. De unge vil jo ikke miste deres knallert. Så der er længere mellem de ulovlige knallerter, og folk gør de ulovlige lovlige igen.

Politirazzia mod knallerterne foregik i dag i Horsens. Politiet fortsætter jagten ugen ud i forskellige byer.