Stor konkurrence om politiskole

Fem byer i TV SYDs område kappes om at blive hjemsted for den nye vestdanske politiskole.

 

Kampen om den nye vestdanske politiskole er gået ind, og adskillige kommuner har meldt sig på banen med deres forslag til, hvor skolen skal ligge.

I TV SYDs sendeområde drejer det sig om Kolding, Fredericia, Haderslev, Sønderborg og Esbjerg.

Både Sønderborg og Esbjerg kan være ude af kapløbet på forhånd, fordi de ligger for langt væk fra hovedstaden. Ifølge et regeringsnotat bør en ny politiskole have kortest mulig transporttid til København - og helst ikke mere end to timers udrykningskørsel. Og det lever ingen af de to byer op til.

Det bekymrer dog ikke Esbjerg Kommunes borgmester Johnny Søtrup (V). Han har skrevet et brev til justitsminister Søren Pind (V)for at overbevise ham om, at Esbjerg er den helt rigtige kommune for en politiskole.

- Vi tror ikke på, at afstanden til København ender med at blive afgørende. Om der er to timer eller to en halv gør vel ikke den store forskel. Det vigtigste må være, hvem der har det bedste tilbud, og det mener jeg helt klart at vi har i Esbjerg, siger Johnny Søtrup til TV SYD fredag.