Stor narkosag med Stouby-forbindelse begynder

17. januar i år fandt politiet godt 30 kilo amfetamin gravet ned på et skovstykke i Stouby mellem Hedensted og Juelsminde. Og i dag begynder retssagen mod fire mænd, der er tiltalt for at være i besiddelse af 70 kilo amfetamin i alt.

I efteråret 2013 holdt en gruppe personer med tilknytning til Black Cobra til i et nedlagt værksted i Stouby, indtil politiet slog til med en større aktion og efterfølgende fandt det store parti amfetamin nedgravet i en skov i nærheden.

De fire tiltalte er to medlemmer fra henholdsvis Black Cobra og Hells Angels, en mand med forbindelse til Bandidos og en fjerde, der har forladt bandemiljøet. Sagen indledes torsdag i Retten i Viborg.

Det er Task Force Vest - en særlig politigruppe med hjemsted i Horses, som efterforsker blandt andet rocker- og bandekriminalitet vest for Storebælt - som har optrævlet sagen.

Et medlem af Black Cobra og et - ifølge hans forsvarer - tidligere medlem af samme bande er tiltalt for at have gemt stofferne af vejen. Det er de to, som er anklaget for den største mængde narkotika.

Én af dem tiltales for i alt 71 kilo amfetamin, mens den anden anklages for at have håndteret 34 kilo af stoffet og besiddet fire kilo hash.

I et af forholdene skulle de to sammen med en tiltalt fra Hells Angels have planlagt, at det ene Black Cobra-medlem skulle overdrage fire kilo amfetamin til den fjerde tiltalte med forbindelse til Bandidos.

Overdragelsen skulle ifølge anklageskriftet have fundet sted ved en motorvejsafkørsel i Aabenraa 5. november sidste år, men bandemedlemmet blev anholdt af politiet og stofferne beslaglagt inden.

Hells Angels-rockeren sidder også på anklagebænken i Viborg torsdag for at have sat ild til en politigarage, hvor seks politibiler brændte.

Flere af dem er tiltalt for at have opbevaret blandt andet sabler og ammunition på deres ejendomme.

Anklagemyndigheden forlanger lange fængselsstraffe til de fire mænd.

Bevismaterialet mod dem vil hovedsageligt bestå af aflyttede telefonsamtaler, fortæller anklageren til Ritzau

Retssagen skal køre over 12 retsdage, og omkring den 18. december vil hammeren falde.