Stor vaccinationsdag: Mange syd- og sønderjyder dør hvert år af influenza

Mange syd- og sønderjyder dør hvert år som følge af influenza, og influenzavaccinen har nu for alvor vundet indpas.

Flere og flere såkaldte risikopatienter bliver vaccineret mod influenza.

Ifølge Sundhedsstyrelsen dør mellem 1000 og 2000 mennesker om året på grund af influenza i Danmark – det svarer til mellem 125 og 250 mennesker alene i Syd- og Sønderjylland. De år, hvor vi oplever influenzaepidemier, stiger tallet til mellem 250 og 625 sydjyder.

quote

Det kan redde liv, og vi er glade for, at flere gør brug af servicen

Mogens Rishøj, cheflæge, Danske Lægers Vaccinations Service

Statens Serum Institut fortæller, at antallet af personer i risikogruppen, der lod sig vaccinere, steg fra 594.726 i 2015 til 693.327 i 2016. Det svarer til cirka 12.500 flere vaccinationer i Syd- og Sønderjylland. Den markante stigning hænger sammen med situationens alvor, og at det samtidig aldrig har været nemmere at blive vaccineret.

Risikogruppen består blandt andet af:

Personer over 65 år
Gravide efter 12. uge
Overvægtige med BMI på mere end 40
Folk med visse kroniske lidelser, for eksempel diabetikere

– Folk har for alvor fået øjnene op for, at influenza faktisk er en alvorlig sag. Folk i risikogruppen kan rammes hårdt af influenza og kan nemt udvikle følgesygdomme som for eksempel lungebetændelse, der ofte forårsager dødsfald. Gennem samarbejde med blandt andre plejecentre, apoteker og Matas er det faktisk lykkedes at gøre vaccinen mere tilgængelig, og derfor er der også flere, der lader sig vaccinere, siger Mogens Rishøj, der er cheflæge hos Danske Lægers Vaccinations Service.

I Matas-butikker over hele Syd- og Sønderjylland kunne borgere lørdag blive vaccineret. Vaccinationen bliver foretaget af sygeplejersker fra Danske Lægers Vaccinations Service, der siden 1998 har givet mere end tre millioner influenzavacciner i Danmark.

I Matas i Bryggen i Vejle blev der lørdag givet 70 influenzavaccinationer.
I Matas i Bryggen i Vejle blev der lørdag givet 70 influenzavaccinationer.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Det kan blive endnu bedre

De år, hvor der opstår en influenzaepidemi i Danmark, stiger dødstallet med mellem 1000 og 3000 mennesker i løbet af vinterhalvåret. Influenzaens alvor taget i betragtning håber Danske Lægers Vaccinations Service, at mindst lige så mange benytter sig af muligheden for vaccination igen i år.

– Den bedste beskyttelse mod influenza er en vaccination, og med sidste års 693.327 personer i risikogruppen nåede vaccinen ud til lige over halvdelen af alle risikopatienter i Danmark. Det kan redde liv, og vi er glade for, at flere gør brug af servicen – og så håber vi naturligvis, at tallet bliver endnu højere i år, siger Mogens Rishøj.