To store hospitaler rammes lokalt af lockout

Regionshospitalet Horsens og Sygehus Sønderjylland – Sønderborg er omfattet af den lockout, som Danske regioner netop har varslet kan gå i gang den 10. april.

Regionshospitalet Horsens, Sygehus Sønderjylland – Sønderborg og Friklinikken i Grindsted er sammen med regionshusene i Vejle og Horsens omfattet af Danske Regioners lockout.

Det fremgår af den foreløbige liste, som Danske Regioner netop har offentliggjort. Ud fra den liste bliver hospitalerne i Vejle, Kolding, Aabenraa og Esbjerg ikke omfattet af lockouten.

Det præcise omfang af lockouten er ikke endelig fastlagt. Undtaget fra lockouten er en række sårbare patientgrupper, herunder alle psykiatriske patienter.

Samtidig vil regionerne nu gå i gang med at forhandle et nødberedskab, som skal sikre, at ingen patienter udsættes for livsfare. Det betyder, at akutte funktioner ikke rammes – herunder kræftbehandlingen.

- Strejkevarslerne har bragt os i en ulykkelig situation. Lad mig sige klart, at vi stadig tror og håber på en forhandlingsløsning, så Danmark ikke kastes ud i en konflikt. Men i den nuværende situation er vi tvunget til at varsle lockout, siger Anders Kühnau, der er formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, og dermed regionernes topforhandler. 

Han er også formand i Region Midtjylland valgt for Socialdemokratiet og bosat i Horsens.