Se video: Store ødelæggelser efter biljagt

Biljagt i Sønderborg endte midt i byen med flere ødelæggelser. En ny bil, en carport og et hus blev beskadiget af to biltyve.

Det blev en dramatisk afslutning for to biltyve, der i flere omgange kørte fra politiet i Sønderborg torsdag. 

Klokken 23.30 kom den stjålne Hyundai ind på Arnkilvej i det centrale Sønderborg. Skarpt forfulgt af flere politibiler - både civile og patruljevogne.

Vidner fortæller TV SYD, at den stjålne bil endte i en have, efter den havde forceret et el-skab og to kraftige hække. Den var meget tæt på at trænge ind i et drengeværelse. Sønnen i huset var heldigvis ikke hjemme. Huset har kun taget lidt skade. Et vindue til kælderværelset blev knust og nu skal haven genetableres. 

Ny bil ødelagt

Dagen derpå kan ejeren af en Peugeot 108 konstatere, at hendes kun een måned gamle bil er ødelagt. Biltyvene ramte den hårdt i forenden, og bilen bliver muligvis erklæret totalskadet. 

Ejeren så biltyvene komme ind på vejen og hørte et kraftigt brag. Her var hun straks klar over, at hendes bil var ramt. Hun har måttet bruge dagen på, at tale med værkstedet og forsikringsselskabet.

Dyr køretur

De to tyve blev kørt væk i ambulance, men ifølge de vidner TV SYD talte med, var de ikke særligt medtaget. 

Strømmen var afbrudt i flere timer til klokken fire.

Fører fængslet

Den 33-årige chauffør er fredag middag blevet sigtet for brugstyveri af en bil, for at have forvoldt fare for liv og førlighed for de to politifolk, der torsdag middag blev slæbt efter bilen samt for de fire betjente, der sad i to patruljevogne, han påkørte torsdag aften. 

Han er samtidig blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han erkender og har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Forud for anholdelsen var biltyvene først kørt fra politiet ved Skovby torsdag eftermiddag. Senere ved 23 tiden, blev de spottet i det østlige Sønderborg, hvor de kørte gennem en have og og ramte en nybygget carport.
Herfra kørte de gennem haven igen og videre ud i Sønderborg. To patruljevogne kørte helt ind i den store have.