Store trafikale problemer på grund af snefygning

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer om store problemer med snefygning i det meste af Syd- og Sønderjylland. Flere mindre veje er efterhånden ved at sne til.

På motorvej E45 i nordgående retning er der lige nu problemer og en bil spærrede her først på aftenen den ene vognbane.

- Det er galt mange steder. Så hvis man ikke absolut SKAL ud, er det en god idé at lade bilen stå i garagen i aften, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han pointerer at det især er inde i landet på strækningen fra Toftlund til Rødding, at den er helt gal. Her er flere biler kørt fast i sneen.

quote

Det er galt mange steder. Så hvis man ikke absolut SKAL ud, er det en god idé at lade bilen stå i garagen i aften.

Erik Lindholdt, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

Tidligere på dagen har der også været problemer på blandt andet Rute 30 nord for Billund Lufthavn. Her kørte en lastbil og en personbil sammen, hvorefter lastbilen endte i grøften. På Tørringvej ved Sandved blev flere fastklemt, da en bil rullede rundt efter et sammenstød.

Local Eyes' fotograf var tilstede ved begge uheldssteder. Du kan se mere video på localeyes.dk.

Endelig har der også været store problemer på motorvej E45. Tidligt i morges væltede den første lastbil på tværs af motorvejen ved Skærup. Den blokerede alle spor i nordgående retning. Senere væltede endnu en lastbil. Denne gang ved Hedensted. Begge steder skabte lukningen lang kø  - også på landevejene omkring Vejle, Fredericia og Kolding.