Stork holder jul i Bolderslev

En stork, der stammer fra Skåne, har nu slået sig ned uden for Bolderslev ved Aabenraa. Den har tilsyneladende besluttet sig for at holde jul i Danmark.

Værtsfamilien, hvor storken bor, har fået leveret en fryser med storkemad, så den kan klare sig til foråret.

Storken var på vej med en af sine artsfæller fra Skåne i september. Makkeren er nu i Slesvig-Holsten, mens den anden er blevet i området ved Bolderslev.

Gruppen bag hjemmesiden storkene.dk har skaffet værtsfamilien mad til den store fugl.

Normalt trækker storkene til Middelhavet om vinteren. Men det er ikke unormalt, at storke overvintrer i Danmark. Bl.a. i flere storke-internater rundt i landet.