Storkeungen har fået en infektion

Der var drama i storkereden i Smedager i dag. Den ene af ungerne sagde mærkelige lyde, og derfor kom en dyrlæge ungen til undsætning.

Den ene af ungerne i storkereden i Smedager har dagen igennem sagt mærkelige lyde, og der var mistanke om at der sad noget fast i halsen på den.

Derfor steg dyrlæge Mogens Lund til vejrs i en lift sammen med Tinglev Frivillige Brandværn for at tilse ungen og prøve at befri den fra det, der sad fast i dens hals.

Det viste sig, at der ikke sad noget fast i halsen på storkeungen alligevel. Men dyrlægen vurderer, at storkeungen kan have fået en virus eller en svampeinfektion på grund af det dårlige vejr.

Hør dyrlæge Mogens Lund fortælle om sine oplevelser oppe ved storkereden.

Dyrlægen kan ikke give storkeungen antibiotika, fordi den skal have medicinen gennem føden. Og det er for svært at styre. Men han vurderer, at hvis ungen kan holde sig i gang med at spise, så har den gode muligheder for at overleve.

Siden dyrlægens besøg har både storkefar Tommy og storkemor Annika været tilbage til reden.