Storkeungen så meget død ud i dag - men den spillede bare

Storkeungen vakte stor bekymring i det syd- og sønderjyske, da den søndag valgte at spille død i flere timer.

Tommy og Annikas historie er lang og sej efterhånden. Folk følger spændt fra webcammet, der sidder ved storkereden i Smedager.

I dag rullede der beskeder ind fra bekymrede seere. Ungen, den sidste i reden vel og mærke, lå på ryggen og spjættede med benet. De fleste var enige. Det var de sidste krampetrækninger fra Tommy og Annikas sidste håb i år. 

Mogens Lange fra storkene.dk frygtede, at ungen var blevet kvalt i plastik. Mogens så nemlig ungen spise noget tidligere, der lignede små plastikstykker.

- Det skulle ikke være første gang. Storkene samler tit plastik op for at isolere reden, men ungerne forvekskler det med mad og bliver kvalt, siger Mogens Lange til TV SYD.

Men lige som man troede det værste, rejste ungen sig op og hoppede rundt igen. Tilsyndeladende fuldstændigt upåvirket af, hvad de sidste par timer bragte med sig. 

Om ungen oprigtigt led, eller om den bare vil skabe lidt spænding, vides ikke. Men en ting er sikkert, ifølge Mogens Lange.

- Det er stadig en sund og rask unge vi har i Smedager.